Godspell på Jyderup Erhvervsrettede Grundskole 1979



1979 7. april; Godspell på Jyderup Erhvervsrettede Grundskole
Rock musical "Godspell" i Jyderup
Næste forestilling bliver "Jeppe på Bjerget", hvis teaterforeningen bliver dannet.
(billeder af Lise Lotte Norup, Lotte Olsen, Maria Stenz, Allan Mortensen, Lasse Lunderskov)
Fem af de medvirkende i "Godspell"
En kreds af mennesker i Jyderup mener nu, at tiden er inde til at der skal dannes en teaterforening i Tornved kommune. De er så opsatte på dette, at de har sørget for, at Ungdommens Teater kommer til Jyderup den 20. april og opfører den kendte rock musical "Godspell" med kræfter som Maria Stenz, Allan Mortensen, Lasse Lunderskov, Lise Lotte Norup og mange flere. Og de samme mennesker er klar til at tage det økonomiske underskud, som næsten er uundgåeligt, fordi de ikke får offentlig støtte af nogen art.
Jyderup Realskoles Mogens Berggren, der er talsmand for den kreds af borgere, der ønsker dannet en teaterforening, siger, at der nu er alle muligheder for at danne en teaterforening i kommunen, og at der er alt mulig grund for det, efter at Jyderup Erhvervsrettede Grundskole har fået en teatersal opbygget under kyndig vejledning af Det Danske Teater.
- Forholdene betegnes som fremragende af teaterfolk i forhold til så mange andre steder, hvor turnerende teatre kommer. Repræsentanter fra Ungdommens Teater har allerede godkendt scene- og publikum forholdene i det store teater, der har en kapacitet på 650 tilskuere.
- Der skulle gerne komme 500 mennesker for at det kan løbe rundt, den økonomiske garant for forestillingen "Godspell" er Jyderup Realskole. Mogens Berggren siger: - Vi vil efter forestillingen snakke med de tilstedeværende om interessen for oprettelse af en teaterforening. hvis den viser sig at være tilstrækkelig stor kan vi straks arbejde videre. Og vi har allerede planer om den næste forestilling, som skal komme i maj. Jeg er ved at undersøge mulighederne for at få "Jeppe på Bjerget" med Erik Påske i hovedrollen opført på Jyderup Erhvervsrettede Grundskole. Det kan imidlertid kun lade sig gøre hvis vi får dannet foreningen, og hvis der derefter bliver mulighed for at få støtte på linje med andre foreninger i kommunen, siger Mogens Berggren
"Jeppe på Bjerget! kan vi altid håbe på, og foreløbig kan vi glæde os til "Godspell" den 20. april. Ungdommens Teater har landet over fået fremragende anmeldelser af denne forestilling.
"Godspell" er en rock musical om Jesus, som Mathæus fortæller om ham i det nye testamente - men helt fri for århundredets fortolkninger og misforståelser. Det syntes på forhånd meget højtideligt, men det er det ikke. Alle de personer, vi kender så godt fra Det nye Testamente, fremstilles som klovner, akkurat som man før i tiden gjorde det i kirkespil og på teater.
En klovn er et helt specielt menneske - en gøgler - udadtil er han fuld af skæg og ballade, men indvendig er han meget alvorlig. Han får mennesker til at le så dejligt, fordi han på sin sjove måde fortæller os om tilværelsen, som den virkelig er: fuld af glæde - men også bedrøvelige ting.
I programmet hedder det bl.a.: "Når Godspell fortæller og spiller de gode historier gennem klovnerne, så føler man, at man selv er en del af det, der sker på scenen - så levende og spændende er det.
Det er meget sjældent, man kan få en oplevelse som Godspell. Den er så sjov, glad og optimistisk og også meget gribende - den fortæller på sin helt enestående måde, at Gud er liv, Gud er kærlighed"1

1979 19. april; Godspell
I morgen, fredag aften, kl. 20 opføres i Jyderup, musical'en "Godspell", - en tourné forestilling fra Ungdommens Teater. Det er en kreds af private - som sammen med Jyderup Realskole har udnyttet den sidste chance for at få en provinsopførelse af denne succesrige forestilling bragt i stand.
Det er en rock musical om Jesus, sådan som Matthæus fortæller om ham i Det nye Testamente, - og hvad der blev sagt dengang, gentages i dag på en yderst overraskende måde. Hvor mærkeligt det end kan lyde, så fremstilles alle personer, som vi kender fra bibelhistorien, som klovner - akkurat som man førhen gjorde i det gamle kirkespil og på teatre. En klovn er et helt specielt menneske - en gøgler, som udadtil er fyldt med skæg og ballade, men i sit sind er dybt alvorlig. Han får os alle til at le, fordi han på sin sjove måde fortæller os om tilværelsen, som den virkelig er, - fuld af både glæder og sorger. Når "Godspell" igennem klovnerne beretter fra Det nye Testamente, så føler man sig selv som en del af historien - så levende, spændende og gribende gøres det.
Blandt de medvirkende kan nævnes Maria Stenz, Winnie Hedegård, Nellie Crump, Lise Lotte Norup, Lotte Olsen, Allan Mortensen, Claus Bue, Lawrence Jackson, Ole Rasmussen, Jan Wilhelmsen m.fl.
- englænderen Jonnie Christen har instrueret, og den musikalske ledelse har Lasse Lunderskov.

Ideelle forhold
Forestillingen finder sted i Jyderup Erhvervsrettede Grundskoles ny indviede koncert- og teatersal, som ligger på Aerolitvej, hvor De Danske Sprængstoffabrikker tidligere havde til huse. Scenen er på 160 kvm. og er udstyret med alle nødvendige faciliteter - inklusive et fuldt moderne lys- og lydanlæg, således at alle krav fra turnerende teaterselskaber kan honoreres. Salen kan rumme 550 siddepladser, der er gode garderobeforhold, og i pausen kan der i det tilstødende cafeteria købes smørrebrød, øl, vand og kaffe. i aftenens løb vil en af initiativtagerne, overbibliotekar Bente Skat Andersen, orientere om planerne for oprettelse af en musik- og teaterforening i Tornved kommune.
Billetter til forestillingen koster 50,-/40,-/20,- kr. og sælges ved indgangen2

197923. april; Stor succes for godspell
Der ved sin opførelse i Jyderup dannede godt grundlag for en teater og musikforening
Ungdommens Teater hentede sig med opførelsen af rock musicalen "Godspell" fredag aften i Jyderup en ny kæmpesucces hjem, og de 300 tilskuere der var mødt op fik en uforglemmelig oplevelse, og det må meget beklages, at ikke dobbelt så mange mennesker sluttede op om denne succesforestilling, der var den uigenkaldelige sidste opførelse i provinsen.
Forestillingen var kommet i stand på initiativ af Jyderup Realskole, og en kreds af teater- og musikinteresserede mennesker, der med dette indslag ville slå til lyd for oprettelsen af en Teater- og Musikforening i Tornved kommune.
Derfor indledtes aftenen også af overbibliotekar Bente Skat Andersen, der bød velkommen, og kort redegjorde for tanken om oprettelsen af en Teater- og Musikforening. Der var på samtlige stole lagt en seddel således at de tilstedeværende kunne tilkendegive om de var interesseret i en sådan forening. Det var ikke bindende med denne tilkendegivelse. Men det skal danne grundlag for, om der kan arbejdes videre med sagen. Bliver det tilfældet, vil der blive indkaldt til en stiftende generalforsamling, der vil blive holdt inden udgangen af dette år, sagde Bente Skat Andersen.
Og der skal ikke lægges skjul på, at "Godspell" var den bedst tænkelige optakt til et sådant initiativ, og så at sige alle tilstedeværende tilkendegav, at de var interesseret i en Teater- og Musikforening.
Dertil kommer også, at man med den nye teater- og musiksal på Jyderup Erhvervsrettede Grundskole har fået de bedst tænkelige sceneforhold, lysapparatur og en sal med en fin akustik, som alle selskaber kan være tilfredse med. Og provinsscenen har da også udtalt sig særdeles rosende om forholdene.
Fart over feltet
"Godspell" er svær at forklare, den skal opleves. Det er en rock musical om Jesus, som Matthæus fortæller om ham i Det nye Testamente - men helt fri for århundreders fortolkninger og misforståelser. Hvad der blev sagt dengang, gentager sig i dag. Alle de personer vi kender fra bibelhistorien optræder i "Godspell" i form af klovner. Men ikke i en eneste situation virker dette banalt. Den dygtige trup formåede at aktivere hele salen. Det var ikke kun fra scenen der blev spillet, men også salen. og ikke en eneste tilskuer kunne undslå sig at bliver revet med. Så ægte og fint var spillet. Og det blev på den bedst tænkelige måde fortolket af hele det dygtige ensemble.
Allan Mortensen og Maria Stenz er uovertrufne i deres sang, enten det var i solopartier eller i hele koret. Men den lille Nellie Crump charmerede sig ind i alles hjerter, mens Lotte Olsen med sin fine skuekunst viste at hun er på toppen og en af de allerbedste. I øvrigt gælder det generelt, at alle kunne synge, og spille komedie, og de spillede af hjertets lyst og udstrålede en stor livsglæde gennem deres spil.
Nævnes må også det udmærkede orkester, der under ledelse af Poul Erik Christensen, fortolkede det store musikrepertoire på fineste måde.
Poul Erik Christensen var vel den der med sit klaverspil trak det store læs og på virtus måde underlagde hele forestillingen, der næsten varede tre timer.
"Godspell" var ganske simpel en oplevelse. - Den er sjov, glad og optimistisk, men også meget gribende. Den fortæller på sin helt enestående måde, Gud er liv, Gud er kærlighed.
Der er i forestillingen intet der hedder tæppefald. Man går lige på fra starten, og at de medvirkende halvvejs i forestillingen skulle have en pause, var der ikke noget at sige til, Men publikum trængte også til et pusterum, for lige at få vejret.
I pausen serveredes gratis kaffe og snitter i det tilstødende cafeteria, inden man skulle i gang med anden etape, der startede lige så pludselig og hurtigt, som forestillingen var begyndt.
Efter den festlige finale overrakte Bente Skat Andersen blomster til alle de medvirkende, mens bragende bifald lød op mod de dygtige aktører, der havde beredt deres publikum en både sjov, men også gribende aften. Og en aften som sikkert også har lagt grunden til en Teater- og Musikforening i Tornved kommune.
Mens den store sal langsom blev rømmet efter forestillingen hørtes spredte bemærkninger om de indtryk de enkelte havde fået af forestillingen og her hørte vi en kendt musikkender og udøver udtrykke det således: "Den sad lige i øjet", det var simpelthen mesterligt og uovertruffent sat op3

1979 15. juni; Musical underskud
Jyderup skoleservice har nu søgt amtet om tilskud for at kunne dække underskuddet ved opførelsen af musicalen "Godspell" den 20. april. Underskuddet blev på i alt 14.680 kroner. Amts musikudvalget og teaterudvalget har nu indvilliget i at betale to tredjedele af underskuddet, nemlig 9.800 kroner, men dog under forudsætning af, Tornved kommune yder tilskud til den resterende tredjedel af underskuddet4

1979 29. okt.; Teaterforeningen låner JEG teatersal
Politisk skræmmekomedie indleder sæsonen 79/80
Teatergruppen "Banden" kommer til Jyderup med "Op med humøret" den 12. november 19795


Kilder:
Kilde 1: Kalundborg Folkeblad 7. april 1979, side 11; Godspell på JEG
Kilde 2: Kalundborg Folkeblad 19. april 1979, side 6; Godspell
Kilde 3: Kalundborg Folkeblad 23. april 1979, side 6; Stor succes for godspell
Kilde 4: Kalundborg Folkeblad 15. juni 1979, side 6; Musical underskud
Kilde 5: Kalundborg Folkeblad 29. okt. 1979, side 6; Teaterforeningen låner JEG's teatersal
Note:
Kort annoncering af Godspell 3. april 1979 Kalundborg Folkeblad, side 7; Godspell opføres på JEG
Der er ikke pt. fundet flere informationer om teaterforeningen

Sidst opdateret 1. november 2014
©Jyderup Realskole